MIAKI:
hvorfor jeg ikke længere tilbyder mini-sessions
Kærlighedsfortællinger fortjener at blive fortalt ordenligt
Da jeg startede med at fotografere handlede det mest om æstetik og om den smukke natur hvor lyset ændrer sig afhængig af årstid, tid på døgnet og stedet. Men de seneste år er det noget andet der har stjålet mit blik. Jeg bliver forført af historier - især historier med dybe følelser - både de lykkelige og de svære. Det er en vigtig indsigt, som er særlig for den måde jeg gerne vil være fotograf og den måde jeg ser mennesker på.
MAnge fotografer tilbyder mini-sessions
Tidligere har jeg forsøgt mig med små korte fotograferinger (ofte omtalt som mini-sessions). Egentlig mest fordi mange af mine kolleger gjorde det samme og fordi det virkede smart at samle flere mennesker det samme sted. Mindre transport. Mindre forskelligartet redigering. Mere af det samme.
Jeg så igen og igen mine fotografkolleger fylde tider ud i 20-minutters intervaller, men forstod ikke hvorfor det ikke fungerede for mig og min virksomhed.
Så gik det op for mig, at det jo i virkeligheden er samlebåndsarbejde, som jovist giver en fin hyre, er nemt, men også virkelig kedeligt (i hvert fald når man gerne vil fortælle menneskers historier og ikke bare tage smukke billeder).
I dag forstår jeg at gode historier ikke skal forhastes og at det tager tid for mennesker at blive trygge foran kameraet. Jeg har også brug for tid til at dykke ned i historien omkring de mennesker der står foran mig. Og det følte jeg ikke, at jeg havde tid til, før den næste familie stod foran mig.
HVER FOTOGRAFERING HAR SIN EGEN FORTÆLLING
Så tog jeg et aktivt valg - et valg om tid - tid til at mennesker kan finde sig til rette foran kameraet, tid til at jeg kan lære dem lidt bedre at kende, tid til nærvær og tid til ro. Nu tilbyder jeg ikke mini-sessions længere og jeg misunder på ingen måde de fotografer der gør.
For hver fotografering har sin egen fortælling, som ikke blot skal fortælles ud fra forsiden af bogen, men som en sammenhængende, ægte, og ærlig fortælling i billeder. Billederne skal føles som jer og ikke som et samlebåndsprojekt.
DET handler ikke bare om smukke billeder
Når jeg møder op til en fotografering, ved jeg aldrig rigtig hvordan det udvikler sig og hvad jeg tager med mig hjem. Men jeg tager noget med mig hjem hver gang og jeg føler mig så beæret over at at få lov at tage del i en lille bid af jeres historie.
På ganske kort tid bliver fremmede mennesker, der er spændte og måske lidt selvbevidste til afslappede, personlige og varme mennesker, præcis som de er.
Jeg kan se hvordan jeg lykkes med at skabe et rum, hvor mennesker kan slappe af, lykkes med at skabe nok tryghed som giver rum til personlige snakke og lykkes med at genfortælle menneskers mest dyrebare historier og minder.
Jeg er ikke en fotograf der fotograferer mennesker, der smiler til kameaet. Jeg fotograferer relationer.
Billeder der kan mærkes
For mig handler det ikke kun om smukke billeder - det handler om en følelse i min krop, i din krop og hos mennesker der ser mine billeder. For hvis billeder ikke skaber følelser, så er de egentlig ret ligegyldige.
